Landbruget
Landbrugserhververevt sidder med nøglen til at gøre energiforsyningen bæredygtig, fossilfri og billig.
- Landbruget har nøglen til fremtiden
Dansk landbrug sidder med den ultimative nøgle til at gøre samfundet fossilfrit, bæredygtigt og selvforsynende med energi. Alt dette kan ske til en pris, som samfundets forbrugere (industri, varme- og elforbrugere) kan betale. Det er afgørende, da alt nu udspiller sig omkring landbrugets ressourcer, restprodukter og store produktioner af vedvarende energi (VE). Det giver det danske samfund sikkerhed for både priser og leveringsstabilitet.
I 2023 satte dansk biogasproduktion rekord med 8,8 TWh, og landbrugets dyrkningsarealer har alene et potentiale på 5–6 mio. tons halm.
Landbrugets dyrkningsarealer optager årligt minimum 40 mio. tons CO₂ via fotosyntese, når afgrøderne gror på markerne. Denne CO₂-mængde afgives i dag overvejende igen – enten via forrådnelse på marken, fordampning fra dyrehold eller udslip fra de produkter, der forædles, til vi endelig spiser dem. Vores aktiviteter som mennesker udleder CO₂, og endelig sker der en udledning, når energiressourcerne udnyttes, og der afgives CO₂ fra f.eks. fjernvarmeværkets skorstene.
Samlet set opgøres landbrugets udledning i dag til 10 mio. tons CO₂, mens den samlede danske udledning antages at være 40 mio. tons. Det er altså nogenlunde den samme CO₂-mængde, som der årligt optages på de danske dyrkningsarealer.
De to helt store CO₂-reducerende værktøjer, landbruget kan stille til rådighed for omstillingen til et fossilfrit samfund, er dels de brændsler i form af restafgrøder, erhvervet kan levere, og dels den helt unikke pyrolyseproces.
Hvis man blot fjerner halm og restafgrøder fra landbrugets dyrkningscyklus, gør man arealerne mere og mere kulstoffattige – kulstof, som i sidste ende ender som CO₂ i atmosfæren. Det er dels skadeligt for jordens evne til at producere fødevarer, men i særdeleshed også for evnen til at fastholde næringssalte. Det handler i praksis om at holde på kvælstof og fosfor i jorden, i stedet for at det ender som forureningskilder i vores vandløb og fjorde.
Pyrolyseprocessen afgasser materialer som gyllerester og halm og bevarer fosforen fra afgrøderne, så den i realiteten kan genbruges i det uendelige, sæson efter sæson. Lige så vigtigt er restprodukterne fra pyrolyseprocessen: dels en syntetisk gas, som kan bruges i energianlæg, og dels biokul.
Når biokul tilføres landbrugsjorden, bevares jordens gode bonitet og dyrkningskvalitet, samtidig med at næringssaltene fastholdes. Men vigtigst af alt er, at biokullet kan blive i jorden i mange år. Dyrkningsjorden kan derved optage enorme mængder kulstof, som bliver i jorden i stedet for at ende som CO₂ i atmosfæren.